logo-banner

20 PÅ OPLEVEREN: Eller hop videre til den næste

Del

Lyt med på Spotify

1975. 10cc: Une Nuit a Paris (8.40). Album: The Original Soundtrack

En musical i tre akter på engelsk med fransk accent om en amerikaner, der tjekker ind til en nat i Paris og det røde kvarter: ”He was a pimp, in a black beret - but he was an artiste, in his own way. Oh-la-la”.

1977. Yes: Awaken (15.31). Album: Going for the One
Keyboard-troldmanden der lignede Gandalf blev næsten gemt væk bag alt sit grej og det var også meningen. Yes var ikke kede af det. Det er enten himlen, Hobbitland eller Atlantis symfoniens sejl sættes imod. Kæmpe-krævende og de bliver ikke færdige lige med det første.

1977. Grateful Dead: Terrapin Station Part I (16.22). Albumtitel
Den hedder Part l og ikke Spotifyesk medley. Måske er det en suite. En dimension, kalder The Dead den selv. De går også for at være nogle værre syrehoveder. Det hører man nu ikke meget af på Skildpaddernes Station, som er et stykke stort orkestreret og groovy progrock.

1971. Ennio Morricone: Chi Mai (3.28) (Single)
Det gøres ikke smukkere! Du har hørt ham i spaghetti-westerns og hos Quentin Tarantino. Den her har været med i flere film og TV-serier i forskellige versioner og har ligget nr. 2 på UK singlehitlisten.
Maestro Morricone vandt endeligt en Oscar for bedste filmmusik tidligere i år for 'The Hateful Eight', efter at akademiet havde fået røde øre i 2007 og tildelt ham en æres-statuette.
Til december give han livekoncert i Forum i København med et 200 mands stort orkester.

1979. Gary Numan: Cars (3.59). Album: The Pleasure Principle
Garys bil farer ud ad pioner-ruten på autobahnen, og samler handsken op som Kraftwerk kastede. Guitaren har han ladet blive hjemme, og plugger i stedet sin synthesizer ind i dens pedaler for effekter og distortion. Både 'Cars' og albummet gik nr. 1 hjemme i U.K. og med årene blev Gary Numan selv betragtet som first mover.

1977. Steely Dan: Aja (8.00). Albumtitel
The thinking man's rock band, er den elitære internationale betegnelse. Den folkelige danske selvfølgelig Stilige Dan. Lige meget hvordan, var det et fermt foretagende hovedkræfterne Donald Fagen og Walter Becker kørte med syv albums mellem 1972-80. Der er rigeligt med beats og breaks til hjerterytmer og lyrik til hjerneceller, og albummet 'Aja' står tilbage som duoens hovedværk.
Bonus-info 1: Den smidige og overdådige trommeslager Steve Gadd peger selv på nummeret 'Aja' som sit fineste spil.
Bonus-info 2: 'Aja' bruges som test-plade for Hi-Fi freaks.

1970. Move: Fields of People (10.54). Album: Shazam
Ærgrer du dig over, at du ikke nåede at være hippie er chancen her. Det er rimeligt lallende. Måske er de også skæve?
Move blev senere til Electric Light Orchestra, som deres kreative kraft og hitmager Roy Wood dannede med Jeff Lynne. I mellemtiden ledede han Wizzard, som vi stadig hører hvert år med 'I Wish It Could Be Christmas Everyday'.

1976. Joni Mitchell: Coyote (5.01). Album: Hejira
Respekten hos anmeldere og med-musikanter havde hun altid haft, og det store amerikanske musikmagasin Rolling Stone, kalder Joni Mitchell for "one of the greatest songwriters ever.”
Med 'Courts and Sparks' i 1974 kom hun på hitlisten og hun var med på dele af Bob Dylans turné The Rolling Thunder Revue. Nu satte Mitchell det hele over styr med sin mest eksperimentale plade. ”En masse folk kunne skrive en masse af mine sange, men dem på 'Hejira', kunne kun komme fra mig,” har hun sagt om albummet, der byder på indledningen til et gnistrende samarbejde med den virtuose bassist Jaco Pastorius, bl.a. i Weather Report.

1975. Mahavishnu Orchestra: Eternity's Breath Part. 1-2. (7.58). Album: Vision of the Emerald Beyond
Guitaristen John McLaughlin var blevet til Mahavishnu og delte guru med den snart kommende samarbejdspartner Carlos Santana.

Som kun 17-årig blev han opdaget af Miles Davis. Her er det meget mere end jazz, som leder af et band med fremtræden folk, bl.a. altmuligmanden Narada Michael Walden og den franske violinist Jean-Luc Ponty, der begge lavede plade i eget navn på tidens stor fusion/jazzrock scene.

1975. Mick Ronson: Empty Bed (lo me ne andrei) (5.16). Album: Play Don't Worry
Bowies guitarist og sidekick ruller en smøg og rundt i sengen. Den er tom, hun er skredet og det hele er ad helvede til. Det er der kommet en stemningsmættet sang ud af med et uimodståeligt crescendo af strygere, der lyder som længsel. Originalen er italiensk – det er altid godt med amore i mol.

1976. Roxy Music: Out of the Blue (4.45). Viva!Roxy Music
Live! Roxy Music går på scenen i Newcastle City Hall, oktober 1974 og åbner ballet i overlegen inciterende stil med sanger og dandyen Bryan Ferry i velklædt form og front.

1978. Kansas: Dust in the Wind (6.18). Album: Two for the Show
Studieversionen blev et kæmpe hit i USA. Her er der mere end to til showet og live-stemning med balladen. Steve Walsh kan synge det op og får en lille smule hjælp af sine venner – og det er ikke slut før den fede guitarist har spillet sin akustiske solo efter bifaldet ved 4.20 min. mærket.

1972. Jethro Tull: Thick as a Brick - Part I (22.40). Album: Thick as a Brick
Signaturen var tværfløjten og det visuelle billede af showmanden Ian Anderson, der spillede på det klassiske instrument kun stående på et ben - venstre fod hvilede på siden af højre knæ. Den var lige i vinkel.
LP'en 'Thick as a Brick' blev pakket ind i The St. Cleve Chronicle, der kan foldes ud, så man kan læse løgnehistorier, og den fulde tekst til værket i avisen. Med et langt nummer i to satser, blev pladen tænkt og skabt som både konceptalbummet over dem alle og en lille parodi på tidens mange andre af slagsen.

1971. Serge  Gainsbourg: Melody (7.30). Album: Histoire de Melody Nelson
Levemanden dagdrømmer bag rattet om mørkets Prinsesse og cruiser lige ind i pigen på den blå cykel, der ender med skørtet oppe over de hvide trusser. Hey, det er jo Gainsbourg – og fransk:
La jupe retroussée sur ses pantalons blancs

- Tu t'appelles comment ?

- Melody

- Melody comment ?

- Melody Nelson”.

1971. The Who: Baba O'Riley (5.00). Album: Who's Next   
De originale punkrockere!? På trods af de også er synonyme med de såkaldt rockoperaer, 'Tommy' ('69) og 'Quadrophenia' ('73')?
The Who sparker røv, som det hedder på nydansk. Det er derfor, nogle mener sådan.  Og så at de smadrede instrumenterne som den store finale til deres koncerter.
Mastermind Pete Townshend skrev også 1965-hittet 'My Generation', ungdomsmanifestet med de ikoniske linjer ”I hope I die before I get old”.  Det har den i dag 71-årige Townshend hørt meget for siden, men kan trøste sig med, at nutidens rock-interesserede unge falder på halen over hans mesterværk 'Who's Next'.

1973. Mike Oldfield: Tubular Bells - Part One (26.02). Albumtitel
Instrumentalmusik havde kronede dage i 70'erne. Fx. med Jean Michel Jarre og Brian Eno, guitarister som Jeff Beck og Paco de Lucia og hele jazzrock-scenen med Weather Report på toppen af kransekagen. Mike Oldfields debut var en sniger-succes, der først gik nr. 1 i UK et år efter udgivelse.
'Tubular Bells' skabte ikke bare popstjernen Mike Oldfield, men lagde også det finansielle fundamentet for den uortodokse forretningsmand Richard Branson, der havde udgivet LP'en med katalog-nummer V2001, som den første på sit nystartede pladeselskab Virgin.

1977. Little Feat: Hi Roller (3.37). Album: Time Loves a Hero
Nutidens store country-trio tog navnet efter Little Feats tredje album 'Dixie Chicken' fra 1973. Med den var bluesrockerne blevet lidt mere funky, men nu kom jazzrocken helt til Dixie.
Deres oprindelige leder Lowell George er i front på 'Hi Roller', men nummeret er ikke hans, det er kun et enkelt på albummet, han er næsten sat udenfor døren, men går selv og smækker den efter sig.
På turne i sommeren 1979 efter udgivelsen af solo-albummet 'Thanks I'll Eat it Here', dør den sygdomsplagede, men kun 34-årige Lowell George pludseligt på et hotel i staten Virginia.

1972. Santana: No One To Depend On (5.31). Album: Santana III
Unyttig viden: Kronprinsens yndlingsplade er 'Moonflower' fra 1977 med guitaristen og latinrockeren Santana.
Her er der tråd fra 3.00 minutters mærket og fingrene flyttets behændigt derudad. Det er Neal Schon, 17 år, og mesteren kan ikke lære den knægt noget, men lader ham spille soloen på denne og albummets anden single 'Everybody's Everything', inden guitar-vidunderet rejste videre og blev rig og berømt med soft-rockerne Journey.

1977. The Jam: Life From a Window (2.52). Album: This is the Modern World
Det er ingen stor sag, men en lille perle. Kig på livet fra et vindue - på den londonske måde.
The Jams Paul Weller har flair for en sang og er stadig en stjerne i hjemlandet, men måske var og er han for britisk til for alvor at komme ud over øerne.

1970. Miles Davis: Pharaoh's Dance (20.04). Album: Bitches Brew
Mr. Cool var blevet crazy. Er det jazz?
Traditionalisterne råbet vagt i trompeten og blæste det en lang march. Med psychedelia på coveret endte albummet i mange danske kollektiver – hvor det samlede støv. Jazzens innovative mester leflede ikke for de sarte. Fusion hed det. Mange syntes, at det mest var con-fusion og første med andre kunstnere med et mere tilgængeligt udtryk, fx  Mahavishnu Orchestra, Weather Report og Return to Forever, fik genren varig plads på grammofonen.
Miles Davis forsatte med at syre ud i den elektriske periode, hvor pladerne kom i en lind strøm, oftest live og med nogle af verdens bedste musikere svævende ind og ud af orkesteret.

Hør også:

25 MARKANTE UDENLANDSKE SINGLER

TEENAGE RAMPAGE

20 DANSKE