logo-banner

20 DANSKE: Mest som musikhistorie

Del

Lyt med på Spotify

1970. Alrune Rod: Du Taler Og Siger. Album: Hej Du
Syrerock. Med hviskende brudstykker af stemmer i stereo. Det skulle lyde som når man tager syre, LSD. Det kan godt være at Alrune Rod rammer - de er i hvert fald ude på slingrekurs i lange passager. 'Du Taler Og Siger' er nu en kort sag og den blev københavnske Alrune Rods glansnummer, og anført af bassisten Leif Roden med skiftende besætninger var de genrens største band.
Det nåede ikke at blive til så mange før piben fik en anden lyd. Men Alrune Rods frø føg helt til Skjern, hvor Those Gnags forkortede deres navn, begyndte at synge på dansk, og flyttede til Århus – tættere på landets midte med udsigt til omfattende turné-virksomhed i årene frem.

1970. Trille: 'Øjet' (Single)
Der var slik og fredagsaftens-hygge foran flimmeren med monopolets eget-producerede underholdningstilbud, det hyggelige 'Musikalske Venner'. Den unge kvinde med den akustiske guitar så sød ud – men få linjer inde i visen hun sang, løftede øjenbrynene sig ude ved kakkelbordene. I andet vers fik Hr. og fru Danmark kaffen galt i halsen:

”Når jeg strammer mine trusser
som har blonder og er gule
kan jeg komme til at røre
ved det frække, de skal skjule
men så snart der’ noget der kildre
bar’ en lille bitte smule
så lurer der et øje i det høje
ham gud
han er eddermame svær at få smidt ud”.

Sangen udløste seerstorm. En pastor fra Kristelig Lytter- og Fjernseerforening med plads i Radiorådet, så den som en overtrædelse af blasfemiloven fra 1930, der kun havde været benyttet en enkelt gang . Rigsadvokaten så både for og imod. Sagen var af principiel karakter. Men sangen var ikke ny. Den fandtes i en digtsamling af Jesper Jensen fra 1967, havde været med i en revy, på repertoiret i Tivolis Vise Vers Hus og trykt i Ekstra Bladet - uden reaktion.
I begyndelsen af 1971 besluttede den konservative justitsminister Knud Thestrup, at der skulle rejses tiltale mod to programchefer. Et halvt år efter blev de frifundet. Der var intet blasfemisk ved visen, lød dommen.
Med et blev Trille berømt. Siden fyldte hun godt op, pudsigt nok i tv's 'Legestue' og med en række børneplader og sange for voksne med et band af kompetente folk til højdepunktet, LP'en 'Hej Søster' i 1976. Derefter flyttede hun fra Pilestræde og på landet. Det kunne høres på pladerne fremover. Inden det havde Trille også været en synlige skikkelse i indre by og Fælledparkens liv til socialistiske festivaler, friluftskoncerter og 1.maj.

1971. Skousen & Ingemann: Knud Lavard. Album: Herfra Hvor Vi Står
Det er et prægtigt nummer, der emmer af historie, hede, heste, herremænd og håndspillet harpe. Langt i spyttet, javist. Og det kan virker temmelig tilfældigt, hvem der nu føler for at musicere, og skønsang kan man ikke kalde det. Men det lever og der er megen drama i fortællingen om hertugen og hans banemand.  

Næste gang hed de Musikpatruljen('72) og talte fremtrædende folk som - ud over Niels Skousen og Peter Ingemann – trommeslageren Bjørn Uglebjerg fra Gasolin, guitaristen og studie-indehaveren Tømrerclaus, og Danmarks i dag selverklærede sidste hippie, Stig Møller.

1972. Gasolin. Druktur Nr. 1234. Album: Gasolin' 2
Benzin-bandet fra Christianshavn er på vej mod at blive Danmarks største  rockband. De fire var et spøjst hold - også visuelt - med to ulige aktiver og en steady bas med kor.
På 'Druktur Nr. 1234', folder Franz Beckerlee, Mr. Stone Free, sig ud i en gang guitarpedal og sumprock. Den tidligere jazz-saxofonist fik det kælenavn af Kim Larsen, der driver værket for alvor i Gasolin. Han kan skrive hits, viser og ørehænger-omkvæd, og LP'en er slet ikke en svær to'er for han ryster dem ud af ærmet, bl.a. singlerne 'Derudaf' og 'På En Sommerdag'.
Noget af overskudsmaterialet kommer om et år på hans første solo-LP 'Værsgo', der bliver et kæmpehit – ikke mindst på lejrskoler, og den står for mange som den kommende nationalskjald og Lune Larsens bedste. I 2006 er den med da Kulturkanonen offentliggøres. Gasolins' 'Live Sådan'(76) er det også og to andre sange på denne liste.

1972. Olsen: Angelina. Album: For What We Are
Jørgen Olsen har ramt plet flere gange i en årrække, men nu er der nok ikke flere skud i skolelæreren fra Odense. Han har sluppet kridtet og fortjent scoret kassen på år 2000 Grand Prix-vinderen 'Fly On The Wings of Love', på dansk 'Smuk Som Et Stjerneskud'.
'Angelina' er pophåndværk af klasse og bliver et stort hit. Her er han et idol med sin bror Noller, og debut-LP'en ender med at sælge over 100.000 ex. som den første i Danmark.
I marts '71 var de med i musicalen 'Hair', der gik i Cirkusbygningen, hvor også Eddie Skoller var at finde og dansktoppens Annette Klingenberg.
Tillige Jannie Høeg, senere i vokalgruppen Flair. Et dansk forsøg ud i Abba med også bl.a. Sanne Salomonsen og Tamra Rosanes, der indspillede i Abbey Road Studios, produceret af The Shadows-guitaristen Hank Marvin. Men ingen af deres tre LP'er mellem 1976-1978 gjorde tricket hos publikum, selv om foretagendet alt inklusiv, nødvendigvis nød nyfigenhedens interesse.

1973. Povl Dissing & Benny Andersen: Muddermålet. Album: Svantes Viser
”Og hun er så ung og så yndig ser hun ud”. Referencen er tyk til Edvard Lembckes 'Vort modersmål er dejligt' fra 1859.
Vort muddermål er hæsligt. Det har så fæl en klang.
Hvormed skal jeg ligne og prise det i sang?
En halvgammel ludder med rød og svampet tud,
Men hun er så gæv, og hun holder stadig
ud”.
Samarbejdet mellem digteren og dissonans-trubaduren blev en overraskende kommerciel succes, der siden er kanoniseret, og visen 'Svantes Lykkelige Dag' står som en klassiker optaget i Højskolesangbogen.

1973. Walkers: Sha-la-la-la-la (Single)
Der skulle gå 27 år inden 'Sha-la-la-la-la', blev det internationale hit den fortjente - med hollandske Vengaboys. Deres version går vi let hen over.
Walkers var det tætteste Danmark kom på et glamband, men mest så de bare sådan ud. Det var tøsepop. Walkers havde også godt fat i målgruppen, og især forsanger Torben Lendager kunne ikke gå i fred. Fx. Children forsøgte at gøre dem kunsten efter, men ingen havde nær den samme succes før Mabel meldte sig på banen i samme idol-genre og vandt Dansk Melodi Grand Prix i 1978.

1974. Secret Oyster: Oyster Jungle. Album: Sea Son
Burnin Red Ivanhoe havde været en anderledes kompetent udøver på den danske hippie-scene. Nu styrede bandets stifter og  hovedkraft, saxofonisten Karsten Vogel, et af landets tidligste instrumentale fusions-orkestrer. I 'Oyster Jungle' er der indisk inspiration, organisk oplevelse, skæv cello og i andre numre rocker de rimeligt hårdt.
Fusions/jazzrock-scenen blev lidt af et sammenrend blandt de teknisk dygtigste musikere, og det var garanteret sjovt at have fri udfoldelse på sendefrekvensen. Men for modtageren kunne holdspillet til tider virke som alle mod alle og individuel akrobatik.
Markante figurer var bl.a. keyboardmanden Kenneth Knudsen (Secret Oyster, Entrance, Anima) trompetist og komponist Palle Mikkelborg (Entrance), trommeslager, m.m. Kasper Winding (Entrance, Buki-Yamaz), guitarist Mikkel Nordsø (Anima , Buki-Yamaz), bassist Henrik Bødtcher (Buki-Yamaz, Heavy Joker).

1975. C.V. Jørgensen: Solskinspigen. Album: T-shirts, Terylenebukser & Gummisko
Solskinspigen fra 1. real får lidt kønsdiskriminering med på livets vej sammen med Eva på seksten, der ikke har ”meget andet end mad og mode i sit lille kønne hoved”.
Til at begynde med vendte C.V. Jørgensen kameraet udad. Senere blev sangende mere en selfie.
I '77 gik han fra obskuritet til attraktion med næsten-landeplagen 'Bellevue' og LP'en 'Storbyens Små Oaser'. Herfra, to plader til og årtiet ud er hans såkaldte Ganske Lille Band med guitaristen Ivan Horn, tit turnerende i landet og hovednavn til sommerens byfester og festivaler.

1975. Røde Mor: Køledisken, Syv til Fire og Uret. Album: Betonhjertet
Velkommen til Røde Mors Rock Cirkus! Det er den 5. oktober i Klub Tatuba i Magstræde. Gadegøglerne Clausen & Petersen er en del af truppen til teaterkoncerten, men her er det Troels Trier – og han vælter den ud over scenekanten. Nej, gu' ka' han da ej synge, men hold da op. En tosse i tværstribet spandex-dragt og Cyrano-næse, der styrter rundt og fagter løs. Fanger sit publikum med hæs historiefortælling.
I koret er bassisten Peter Ingemann og guitaristen Henrik Strube, begge med en fortid i No Name, sidstnævnte synger også 'Uret' og solo-debuterer om et år på en LP med tekster af Ebbe Kløvedal Reich.
Med deres næste udspil 'Hjemlig Hygge' indholdene hittet ' Ta' På Landet', bliver Røde Mor det første politiske orkester som også sælger af betydning. Dem havde de nogle stykker af i Sverige, hvis alternative scene var meget større og langt bedre organiseret. Hoola Bandoola Band med Mikael Wiehe og Björn Afzelius rakte ud over grænsen her i '75, og punkrockerne Ebba Grön med Joakim Thåström nogle år senere.
I 1977 kommer Jomfru Ane Bands debut-LP, kaldet 'Brøndristeren', og så er den socialistiske rock lige til Dansktoppen med slagkraftige sange som 'Plutonium'.

1976. Shu-bi-dua: Snadsken. Album: Shu-bi-dua 3
Man kan glemme, at Shu-bi-dua oprindeligt ikke var et rent hyggeorkester, men også en kradser. De sang tit om mad, og Dan Turèll var fan af deres tekstunivers.
Formen skulle lige findes. Succesen kom dog øjeblikkeligt med fordanskninger af andres sange. Det fik også uret til at dreje for det, som var tænkt som et sideprojekt for sjov af bandet Passport, der sang på engelsk. Da de begyndte at lave egne kompositioner, blev forretningen bare endnu bedre, og de folkekære ”shubbere” er 70'ernes andet virkelig store og bredt favnende band.

1976. Bifrost: Faldet. Album: Bifrost
Du havde altid én at støtte dig til
og farmand sagde: man ka' hva' man vil -
var han ikke forsikringsagent?
Du kunne en gang din religionshistorie
indtil du faldt i din egen glorie -
vaskede du aldrig munden når du sagde gud?”

Hmm. Det kunne være svært at blive klog på Bifrost. De havde den spirituelle narrehat på og flippede eventyr-ud med megen patos, men deres gennembrud kom som en vulkan og her i åbningsnummeret til debuten, kan man sagtens stadig høre hvorfor. Det var for danske forhold stort anlagt vellyd, harmonisk rockende helt fremme i snabeltyrker-skoen.
Troldmanden bag, Tom Lundén, havde taget tilløb samme år på 'Christiania' - i dag bare Christianiapladen – som han tog initiativ til, bl.a. sammen med Sebastian, og han skrev projektets slagsang 'I Kan Ikke Slå Os Ihjel'. Her markerede den nye elev sig stærkt i en klasse med etablerede bands, som bl.a. C.V. Jørgensen, The Savage Rose, Røde Mor, Gnags, og i årtiet allestedsnærværende Ache.

1977. Søren Kragh-Jacobsen: City Cowboy. Album: Tur/Retur
Alle kender den om Mona, der egentlig hedder 'Kender Du Det?' Den her om drengen de kalder Django, men som egentlig hedder Bo, har samme fortællende og detaljerige facon.
Lyt også til en lidt anden stil i den smukke 'Småland' og pensionist-sangen 'Anna' fra dette album, og 'Balladen Om Lola Og Willy' og 'Isblomster' fra det forrige 'Hinkeruder På Motorvejen'. Og se filmen 'Vil Du Se Min Smukke Navle', hans debut som instruktør med en LP til.

1978. The Savage Rose: De Vilde Blomster Gror. Album: Solen Var Også Din
De havde nærmest fra første fløjt i 1967 haft international bevågenhed, og ikke kun for den unikke stemme i front fra den tidligere barnestjerne og nu barfodede fridanser Annisette Hansen. Hendes partner og bandets komponist Thomas Koppel var aldrig hippie, men en flittig student på musikkonservatoriet, der som kun 17-årig havde opført en opera på Det Kongelige Teater.
Kombinationen af de to, jazz og psykedelisk beatmusik, udløste et tilbud om en lancering i USA, men en del af pakken var også, at de skulle underholde Uncle Sams drenge i Vietnam. De vilde roser med den socialistiske bevidsthed fik kolde rødder og vendte tilbage til andedammen. Deres debut-LP er siden optaget i kulturkanonen.
Nummeret her var på Christianiapladen og blev genindspillet til deres første dansksprogede LP.
Da Annisette Koppel mistede sin mand Thomas i 2006, besluttede hun hurtigt og heroisk, at forsætte The Savage Rose. Nu mere som et kollektiv. Helt i  deres ånd i virkeligheden.
En helt enestående karriere i dansk showbiz, kan opleves live til november på turné rundt i landet.

1978. Shit & Chanel: Bella Mia. Album: Tak For Sidst
Shit & Chalou... Det holder ikk',vel?
Det franske firma viste sig denne gang ikke fra sin galante side og slæbte Danmarks første kvindelige rockband i retten. Da havde de fem i Århus-orkesteret fået andre interesser end at spille sammen, men navneskiftet ses på genudgivelser, Spotify, osv.

De kompositoriske evner sad især på Anne Linnet. Her kan man høre hende træde sine barnesko til fremtidige projekter, og hun havde allerede taget skridtet til solo-LP'en 'Kvindesind' med fortolkninger af Tove Ditlevsens digtsamling.

1979. Sebastian: Salomon Song. Album: Tiderne Skifter
Nok 1970'ernes største danske solist var slet ikke færdig endnu, selv om han havde været med siden hittet  'Lossepladsen Bløder' i '71, og markeret sig med sange til de store ungdomsfilm 'Måske Ku' Vi' og 'Du Er Ikke Alene'.  Kommercielt topper han i begyndelsen af det næste årti.
Den danske scene havde tendens til at være lidt hjemmelavet –  sådan indspilningsteknisk, og producer er jo ikke er en beskyttet titel...
Sebastian var prof, brugte de bedste og med 'Tiderne Skifter' tog han et andet spor og fortolkede den tyske digter Bertolt Brecht – modellen for flygtningen Herbert i tv-serien 'Matador'.

1979. Sods: Copenhagen. Album: Minutes To Go
Hvem der først indspillede noget punk har de vist stadig ikke afgjort med medlemmerne af No Knox.  I 'Copenhagen' er der ikke meget af det med sin staccato-reggae og den er LP'ens outsider. Efter opfølgeren 'Under en Sort Sol' blev Sods over et par år til Sort Sol, og udviklede sig stødt fra plade til plade.
Andre bands hed fx Brats, Gate Crashers, Bollocks og i november det år afholdes 'Concert of the Moment' med 15 bands i Saltlageret, der er en milepæl i dansk punk, dokumenteret på en tredobbelt LP.

Ekstranumre:

TRE FRA DANSKTOPPEN 
- fra hitlistens glansperiode


1971. Susanne Lana: Hvis Tårer Var Guld (Single)
Dansktoppen var en svensk opfindelse, der skulle give den engelsksprogede musik modvægt. Svensktoppan havde siden 1962 holdt hjulene i gang i landets musikindustri, og samme effekt opnåede man i Danmark med etableringen i 1968. Men den forkætrede hitliste var øjeblikkeligt lukningstruet af musikpolitiet og meningsdannere – første gang lykkedes det faktisk efter kun 5 måneder.
Mange af sangene var pudsigt nok danske udgaver af hits fra vores naboer, både mod øst og syd.
'Hvis Tårer Var Guld', der lød overalt i sommerlandet (+/-) i 21 uger, var en svensk sang med en ung blond pige, som selv havde skrevet tåreperseren, og snart skulle vise sig med popmusik af en helt anden karat: Det kommende ene ”a” i Abba, Agnetha Fältskog.

1971. Peter Belli: Min Mølledam (Single)
En protestsang.
”De bygger motorveje efter fastlagt program
så nu ryger min mølledam.
Hvem slog streg på kortet og hvem har bestemt

at hvert glimt af mølledamme nu skal bli' glemt.
De fylder den med affald og opgravet jord
på naturens skønhed begår man nu mord”.

Peter Belli korser sig over skrankepaverne, velfærdsstaten, væksten og den skide rådne bil.
Det er også året for John Mogensen lille revolution af Dansktoppen med 'Der er Noget Galt i Danmark'. Han lever hårdt og dør af det allerede i 1977.
Ulven Peter blev med tiden til gengæld mere tam og fik venner som fx. 'Teddybjørnen'.

1973. Lecia & Lucienne: Rør Ved Mig (Single)
Er man til en slasket schlager, så er den her verdensklasse!
'Eres Tú' var blevet nr. 2 for Spanien i Melodi Grand Prix samme år, og gik derefter sin sejrsgang rundt i Europa i forskellige versioner. Søstrene Lecia & Lucienne sang til et playback-bånd indkøbt i Spanien med orkesteret fra Mocedades' original-version, og keine hexerei - 'Rør Ved Mig' blev et af dansktoppens allerstørste i hitlistens gyldne år.
Lecia Jønsson hørte vi mere til 10 år senere, da hun igen ville røres ved og selv tog initiativet i 'Hvor Ska' Vi Sove i Nat' med Ivan Pedersen og Laban.

Hør også:

20 PÅ OPLEVEREN

25 MARKANTE UDENLANDSKE SINGLER

TEENAGE RAMPAGE