logo-banner

Tema: Verden af ler

Læs din Marx, kend din Freud, spis dine brune ris og gå i bare tær året rundt. Så skal du nok blive en god lille revolutionær og det med fjams finder vi såmænd også ud af hen ad vejen. – Klaus Lynggaard

Man kan skyde 1970’erne meget i skoene. Men én ting, der særligt kendetegnede årtiet var trangen til at involvere sig og skabe noget nyt. På både et privat og globalt plan. Idealerne rakte længere end egen næsetip og man troede på, at man kunne forandre verden.

Kvindebevægelsens parole om, at det private er politisk bliver identisk med et årti, hvor aktivisme og idealisme begynder hjemme - i privatsfæren.  Man vil - og man tør - artikulere utopiske og alternative samværs- og livsformer som en strategi til at forandre samfundet indefra og nedefra. Tænk bare på kollektivet – den nye storfamilie  – dem er der op mod 15.000 af i 1974 med i alt cirka 100.000 beboere. Eller tænk på, hvordan BH’en bliver symbolet på kønnenes ligestilling. Eller hvordan en fristad udstiller alternativerne til velfærdsstaten.

En, der i særlig grad har fået nok af staten, dens stadig stigende skatter og voksende offentlige sektor, er Mogens Glistrup. I 1971 offentliggør han sin selvangivelse med en trækprocent på nul, og så er kimen ellers lagt til et opgør mod ”skrankepaver og papirnussere”.

Det var i sandhed de vilde utopiers tid. En tid, hvor man - uanset ideologisk ståsted – var ambitiøs på samfundets vegne. Fra miljøaktivisme til drømmen om livet i forstaden. Fra opgøret med autoriteterne og professorvældet til respekten for barnet. Fra porno som folkekomedie til ny folkeskolereform. Alt kan tænkes på ny – alt kan formes og modelleres.

Men fremskridtstroen har også en uskøn bagside. På globalt plan tydeligst repræsenteret med venstreekstremisterne Rote Armee Fraktion og PFLP. På lokalt plan – dog i en betydelig mere ufarlig udgave – øver Den Proletariske Friskole partisankrig i Søndermarken på Frederiksberg. Børnene træner eksercits, appel og revolutionære paroler. Marcherer i kolonner, forcerer hække og løber med bare ben gennem brændenælder. Et andet eksempel på en børnepædagogik, der bliver praktiseret på den yderste venstrefløj er ”Den lille røde bog for skoleelever”, der bliver solgt i titusind vis af eksemplarer. Bogen beskriver blandt andet, hvordan eleverne kan erobre magten over undervisningen og giver også tip til, hvordan man kan få en lærer fyret.

Så er det til gengæld en langt mildere form for ”børnemagt”, der udøves på Danmarks Radio, hvor programchef for B&U-afdelingen Mogens Vemmer, skaber en helt ny, revolutionerende formidling til børn med bl.a. ”Ingrid og Lillebror”, ”Kaj og Andrea” og senere ”Bamses Billedbog”.

Utopiernes og drømmenes ler størkner måske hurtigere end forventet. Nok kan alt formes, men det kan lynhurtigt blive til noget helt andet, end man havde forestillet sig. Ved udgangen af årtiet mister strømme og drømme på især venstrefløjsscenen deres umiddelbare overbevisningskraft. En anonym i en af kollektivernes mange basisgrupper udtrykker det i 1981 på den her måde: Åhhh ja. Vi snakkede og snakkede og snakkede og snakkede og snakkede og snakkede os selv og gruppen ihjel, følte til sidst, at vi ikke havde mere at sige. Snakket ud havde vi, selvom ikke noget havde forandret sig synderligt for mig. BLOB! sagde det, vi må hellere stoppe. Det gjorde vi så.

Stikord til temaet ”Verden i ler”: Kollektivisme, Storfamilier, Grøn omstilling, Nej tak til Atomkraft, Kønskamp, Selvrealisering, Ligestilling, Marxisme, Ø-lejre, Mandebevægelser, Deleøkonomi, RUC, Sengekantsfilm, Fremskridtspartiet, Christiania, Parcelhuset, Forstaden, Velfærdsstat, Almene boliger, Friskoler, Folkeskolereform, Forstaden. Livslang læring, Højskoler, TVIND, B&U, Bekendelseslitteratur, Anti-autoriteter, Frøstruplejren, Rødstrømpebevægelse, Roskilde Festival, Femø-lejr, Kvindehus.