logo-banner

Baggrund: Festival om 70'erne

Del


Undskyld, men har vi ikke været her før?

Speltgrød, fuldskæg, fællesspisning, hjemmebag, hjemmestrik, økologi og urtehaver. Eller i den mere seriøse afdeling: økonomisk krise, en større offentlig gældsætning, stigende arbejdsløshed, miljøbekymring, ligestilling, omstilling til vedvarende energi, afstand mellem land og by og debat om den grænseløse vækst.

Jo, situationen og tendenserne de sidste år i Danmark (og i verden) ligner på mange måder 1970’erne.

Når Golden Days Festivalen til september sætter fokus på vores meget nære fortid – de orangebrune 1970’ere eller de miljøbevidste 1970’ere, alt efter hvilke øjne, der ser – skyldes det primært én ting: 1970’erne var på godt og ondt et testlaboratorium for mange af de løsninger, tanker, tendenser og scenarier, vi i dag ser anvendt i praksis. Og selvom meget måske var tom snak eller paroler uden indhold, så var dialogen om samfundet, vores indbyrdes forhold til hinanden, vores demokratiske rettigheder og tanker om, hvor vi ønskede samfundet skulle bevæge sig hen, nærværende og i folkets hænder. Man søgte i fællesskaber nye løsninger og ansvar, og man troede på, at tingene kunne ændres.

Når vi i dag kan se, at verden er udfordret ved et ildevarslende pres af konflikter, polariseringer og fastlåste situationer, hvor alle handlemuligheder virker fastfrosne og konsekvenserne uoverskuelige, er der så meget desto mere grund til at holde 70’erne op som et spejl.

For er spørgsmålet ikke om vi nogensinde har erstattet det ideologiske tankegods og de samfundsomvæltende og sociale kræfter fra dengang med noget nyt – og bedre? Eller har vi i takt med, at stadig flere aspekter af vores livsverden er blevet underlagt markedslignende betingelser, mistet troen på at tingene kan forandre sig ved en fælles indsats? Har 1970’erne i virkeligheden gjort mere skade end gavn ved nærmest at skære budskaberne ud i pap og proppe dem ned i halsen på befolkningen, så vi fremfor at knuselske fællesskabet, frisindet og forandringerne i stedet har vendt os indad i en mere individorienteret, berøringsangst og puritansk monokultur?

Ligesom det var tendensen i ’70’erne, sætter vi spørgsmålene lidt mere på spidsen, når vi til september blænder op for den 17. udgave af Golden Days Festivalen – denne gang i 1970’ernes tegn.

Golden Days Festival finder sted fra 9.-25. september 2016
Festivalen har følgende temaer. Klik på dem og læs mere.
         

Følg med
Skriv dig op til vores nyhedsbrev eller følg os på facebook, hvis du vil høre mere om næste års festival.